Vejrtrækning

En fokuseret vejrtrækning er nøglen til fødselsforberedelse, idet vejtrækningen fungerer som et
bindeled mellem din fysiske krop og din mentale tilstand. Den styrer dig udenom frygt og panik,
den lindrer smerte, den bringer dig ind i nuet, og den giver dig direkte adgang til din krop, så du
kan mærke- og afspænde den.

Vejrtrækning – et bærende element i fødselsforberedelsen

Hvis der er en jordemoder til stede under din fødsel, vil du med stor sandsynlighed høre sætninger der starter med “Træk vejret…” mange gange i løbet af din fødsel, og det er der mange gode grunde til. Men er der noget, der er rigtigt eller forkert? Og hvorfor skal man overhovedet fokusere på sin vejrtrækning op til- og under fødslen?

En fokuseret vejrtrækning er nøglen til fødselsforberedelse, idet vejrtrækningen fungerer som et bindeled mellem din fysiske krop og din mentale tilstand. Den styrer dig udenom frygt og panik, den lindrer smerte, den bringer dig ind i nuet, og den giver dig direkte adgang til din krop, så du kan mærke- og afspænde den.

Når du går i fødsel vil din livmoder være kroppens største muskel, og veje omkring 1 kg, og under veerne arbejder den maksimalt, hvilket kræver meget ilt. Og det er bl.a. her, at vejrtrækningen kommer ind i billedet. Vejrtrækningen har nemlig den funktion, at den giver os ilt. Ilten kommer ud i blodet og bliver transporteret rundt i kroppen til alle de muskler, der skal bruge det. Ved at sørge for at ilte musklerne godt, for eksempel ved at trække vejret dybt og roligt i vepauserne, hjælper du musklerne, hovedsagligt i livmoderen, til at fjerne rester af mælkesyre.

Når vi trækker vejret, gør vi det ved hjælp af vores vejrtrækningsmuskler. Den vigtigste af disse er diaphragma, eller mellemgulvsmusklen. Denne ligger under dine ribben, mellem bughulen og brysthulen, og i afslappet tilstand hvælver den opad. Det er denne muskel der sørger for at luft bliver suget ind i lungerne, fordi den i spændt tilstand strækker sig ud og skaber et vakuum i brysthulen.

I løbet af fødslen vil nogle opleve at en dyb vejrtrækning under veerne virker lidt generende, fordi den skaber et lille ekstra tryk ned mod livmoderen, som er helt spændt op. Når dette er tilfældet kan man have gavn af at bruge en lidt mere overfladisk, men stadig rolig, vejrtrækning. Derfor er det en god ide at lave vejrtrækningsøvelser hvor man eksperimenterer lidt med forskellige typer åndedræt, både i forhold til hvor dybe de er, og hvilket tempo de ligger i. På den måde har man fuld fleksibilitet når man kommer til fødslen, i forhold til at vælge den vejrtrækning der fungerer bedst for en lige der. Husk dog at altid trække vejret dybt og roligt i vepauserne, for at få maksimalt med ilt til dine muskler, og for at slappe helt af og samle kræfter til næste ve.

 

Det dybe åndedræt

Åndedrættet er ikke kun fysisk uundværligt, det spiller også en væsentlig rolle for os mentalt, og er derfor et af de vigtigste elementer i meditation og mindfulness. Et dybt åndedræt virker beroligende og afslappende fra naturens side, og er en måde at tvinge hjernen til at “skifte gear”, for eksempel i en stressende situation. Prøv en gang hvor du føler unødig frygt, eller ophidsethed, at stoppe op og trække vejret dybt i ca et minut, og mærk efter om ikke din spændthed er ved at give slip. Dette er utroligt værdifuldt at kunne gøre under fødslen, fordi en anspændt krop kan gøre fødslen længere.